Nogle dialysepatienter oplever at hensynet til, hvad de må spise og drikke fylder en del, men der er hjælp at hente.
Ved p-dialyseopstart vil du blive tilbudt samtaler med en diætist, da det er vigtigt, at du får en god og varieret kost. Det er meget individuelt, hvad p-dialysepatienter skal være opmærksomme på. Det kan bl.a. dreje sig om proteiner, kalorier, væske, salt og fosfat.
Proteiner
Der er tab af proteiner, når du er i p-dialyse. Det er derfor vigtigt at øge indtaget af proteiner, som findes i mange fødevarer. Proteiner er vigtige bl.a. fordi de er med til at opbygge kroppens muskler og nye celler.
Kalorier
Dialysevæskerne indeholder sukker, og noget af sukkeret optages i din krop under p-dialysebehandlingen. Det medfører, at man skal være opmærksom på indtaget af kalorier for at undgå vægtøgning.
Væske
En del dialysepatienter oplever, at deres vandladning nedsættes. Hvis det sker, indtages mindre væske end tidligere, for ellers ophobes væsken i kroppen. Det gælder både den væske, der drikkes, og den der indtages via maden.
Indtag af salt medfører tørst, og det anbefales derfor at spare på salt i maden.
For meget væske i kroppen kan bl.a. medføre forhøjet blodtryk.
Fosfat
Når nyrefunktionen er markant nedsat, ophobes fosfat i kroppen. For at undgå det, skal indtaget begrænses, og det er ofte nødvendigt med medicin, der binder fosfaten i kosten. Det er vigtigt, da for meget fosfat i blodet over længere tid medfører afkalkning/svækkelse af knoglerne og forkalkning af blodkarrene.